METTE NØRHEDE

Mette Nørhede fortæller:
”Jeg har i hele mit kunstneriske virke haft den klassiske tegning som min primære udtryksform. Jeg har, delvist ubevidst, haft en mission om at løfte blyantstegningen ud af sit image som metode til skitser og formstudier, og give den sin egen plads som et fuldgyldigt kunstnerisk udtryk.

I mit arbejde har jeg den seneste tid inviteret andre medier med om bord, og både olie- og akrylmaling, pastel og oliekridt får nu en plads. Jeg er optaget af det grænseland, der opstår mellem det realistiske udtryk, som blyanten kan skabe, og den dekonstruerede virkelighed, som det malede er med til at skabe.

Min inspiration til et billede starter ofte ved tiltrækningen af det uudgrundelige udtryk i et menneskes ansigt. Eller fraværet af mennesker i et rum. Derefter tager billedet form undervejs og historierne og stemningerne folder sig ud undervejs.

Jeg underlader som oftest at bruge for mange ord på at beskrive mine værker og hvordan de skal forstås. Det er langt mere interessant for mig, at høre om hvad beskueren ser, end at fortælle hvad beskueren skal se. “

Mette Nørhede says:
“Throughout my artistic career, I have had classical drawing as my primary form of expression. I have, partly unconsciously, had a mission to lift pencil drawing out of its image as a method for sketches and form studies, and give it its own place as a fully-fledged artistic expression.

In my work, I have recently invited other media on board, and both oil and acrylic paint, pastel and oil crayon are now given a place. I am interested in the borderland that arises between the realistic expression that the pencil can create and the deconstructed reality that the painting helps to create.

My inspiration for a picture often starts with the attraction of the inscrutable expression on a person’s face. Or the absence of people in a room. Then the picture takes shape along the way and the stories and moods unfold along the way.

I usually refrain from using too many words to describe my works and how they should be understood. It is far more interesting for me to hear about what the viewer sees, rather than telling the viewer what to see. “